Alle mine dage at være i Herrens hus

Artikel fra Kirkeblad maj - juli 2011

Alle mine dage at være i Herrens hus, Sl.27,4

 

Det er altid noget helt særligt at træde ind i et kirkerum. Lugten, lyset, lydene – uvilkårligt bliver man grebet af en helt egen stemning, navnlig når man har stedet mere eller mindre for sig selv.

Det kan være landsbykirken med trappegavl, placeret på en bakketop. Det kan være en af de store gotiske katedraler i syden. Det kan være barndommens kirke.

Måske øver organisten på sit orgel og man bliver fyldt af dets brusen. Eller der er mulighed for at tænde et lys som udtryk for taknemlighed, bekymring eller blot som en måde at forvisse sig om, at man stadigvæk er i live. I de gamle kirker går man ofte hen over gamle gravplader. Det er underligt at tænke på de mange, der er gået hen over disse gulve. Mennesker i såvel glæde som sorg og til skiftende tider, man kan næsten se dem for sig i deres skiftende tøj og frisurer.

Ofte rynkes der på næsen af dem, der føler sig grebet af kirken gennem selve bygningen. Mange ser det som udtryk for den fjerne kirke, underforstået med at den rigtige måde at opleve kirken på er at deltage i dens gudstjenester. For mig er det ikke et spørgsmål om enten eller.

Kirkerummet som sådan signaliserer rummelighed. Som oftest er der højt til loftet i mere end én forstand. Det er en væsentlig prædiken i sig selv. Uvilkårligt bliver man del af et større fællesskab. Man mærker, hvordan det også gælder for en selv, at ”slægt skal følges slægters gang”. Det kan være skræmmende og beroligende på samme tid.

I hvert fald sætter det mit liv i et større perspektiv. Når bølgerne slår højest omkring mig og mennesker og situationer er ved at tage livet af mig, er det en stor trøst at vide, at netop alt har sin tid. Selv de største modstandere forenes engang – under kirkegulvet, på kirkegården.

Men samtidig har jeg også brug for at opleve kirkerummet i brug til gudstjenesterne og opleve den menighed, der besøger det. Jeg sætter pris på mødet mellem levende mennesker. Er det en kirke, hvor musikken får lov til at fylde meget? Hvordan er det med faste pladser og menighedens evne til at lukke nye ind? Føler man sig velkommen som ny eller kræver det stor overvindelse?

Jeg har brug for, gang på gang at blive mindet om, hvordan Jesus omgikkes folk. Hans forbavsende evne til fællesskab på tværs, finder jeg stadigvæk meget inspirerende. Kirken er nemlig ikke nogen klub for de få udvalgte, men har altid den opgave at møde livet og hinanden med åbne arme. Tænk blot på lignelsen om den fortabte søn. Det er det budskab, som ikke blot jeg, men heller ikke verden kan undvære. Det inspirerer fortsat kirken og mennesker til at gå nye veje, som for eksempel ”Diakoniens Hus” her i Tingbjerg. Eller det gør, at vi føler os vel modtaget, når vi kommer ind i et kirkerum og mærker, hvordan historien tager hånd om os og vi mødes af den levende Gud.