At bygge bro – Tingbjerg Kirke som diakonikirke

Artikel fra Kirkeblad september - november 2012

At bygge bro – Tingbjerg Kirke som diakonikirke

 

Hvad betyder det egentlig at være diakonikirke, er der mange der bliver ved med at spørge os her fra Tingbjerg Kirke. Hører I stadigvæk under Folkekirken? Hvad gør en diakonikirke, som andre ikke kan gøre? Hvad betyder egentlig diakoni?

Ordet kommer fra det græske ord for ”tjeneste”. Skulle man sige det meget enkelt, kunne man sige, at guds-tjeneste og menneske-tjeneste går hånd i hånd i en diakonikirke. Eller at der her er tale om tro, håb og handling for at citere fra Diakonissestiftelsens målsætning. Sådan er det jo i virkeligheden i de allerfleste kirker. Men vægtlægningen for diakonikirken i folkekirkelig regi er måske en lidt anden, idet der meget bevidst prøves at bygge bro: mellem generationerne, mellem udsatte befolkningsgrupper, mellem kulturer for på denne måde at få øje på Kristus i det enkelte menneske.

 

”Vi bygger bro”, kunne man læse henover broen ved motorvejen, der forbinder Høje Gladsaxe og Tingbjerg med hinanden i forbindelse med vores friluftsgudstjeneste i juni måned. Der var mange, der var mødt op en kold og forblæst juniaften, men alle var grebet af en indre varme og et ønske om at række hånden ud til hinanden, naboerne, det gode samvær, troen og til Gud, for på denne måde at markere en god måde at leve på i vores ”globale landsbyer”. Ikke sjældent opleves den kulturelle mangfoldighed ellers som utryg og forvirrende, men ganske ofte skyldes det manglende kendskab og berøringsflader de forskellige grupper imellem. Derfor er det så vigtigt med ”mødesteder på tværs” som ”Diakoniens Hus” her i Tingbjerg. Her skulle man gerne kunne få øje på den enkelte og den enkeltes historie – og kærligt prøve at tage hånd om den eller blot at give plads til den. Som en for nylig beskrev, hvad det betød for ham at bygge bro: ”Tak fordi der også er plads til bumser som os”, mens en anden sammenfattede sit forhold til huset: ”Diakoniens Hus gør afhængig.”

 

Set i bakspejlet var det derfor bestemt et held i uheldet, at jeg måtte fraflytte min bolig, fordi jeg ikke kunne være i fred i den, selvom jeg den dag i dag savner at bo i den. For på denne måde har vi fået mulighed for at skabe et unikt, hjemligt mødested ved siden af kirken med en meget høj tilgængelighed via husets mange åbningstimer. Her tilbydes deltagelse i et unikt fællesskab i dagligdagen, som folk kan opsøge efter behov og lyst med sigte på et mærkbart overskud – socialt, kulturelt og åndeligt. Sigtet med Diakonikirken er foruden at bygge bro nemlig netop dette: At styrke enkeltpersoners og udsatte familiers evne til at leve ”et liv i broget sammenhæng”.

Nøgleord er imødekommenhed, interesse, omsorg, rummelighed, åbenhed og forståelse. Det er i denne ånd, Tingbjerg Kirke prøver på at være kirkens brohoved i en bydel med mange ”udfordringer”, som det hedder så forblommet på nudansk, men også mange muligheder.
Lad os i fællesskab virkeliggøre noget tro, håb og handling i vor hverdag i Tingbjerg!