At styrkes i det indre menneske ved hans ånd

Artikel fra Kirkeblad februar - april 2012

”At styrkes i det indre menneske ved hans ånd” (Ef. 3,16)

 

Det er ikke engang blevet nytår, mens jeg skriver disse linjer, men ligesom for mange andre er det noget særligt for mig at gå ind i det nye år. Der ligger en særlig forventning over det: Hvad mon det nye år bringer? Venter der noget nyt på mig eller skal jeg bare være glad for, at alt fortsætter som hidtil?

For mig er 2012 et særligt år. Til februar er det 20 år siden, jeg kom til Tingbjerg Kirke. En god anledning til at tænke tilbage på alle de mange mennesker, jeg har mødt på min vej i glæde såvel som i sorg. Sikke en tillid, jeg er blevet mødt med – og sikke et behov for omsorg og opmærksomhed, som jeg kun tilnærmelsesvis har kunnet tilfredsstille. Derfor har jeg altid været glad for at komme med et budskab i ryggen. At kirken ikke er min, men Jesu Kristi Kirke. At forjættelsen om at styrkes i det indre menneske ved hans ånd skal bære os alle. Evangeliet er noget, der løfter, opbygger og forandrer os.

 

Det er forskelligt, hvor vi oplever det. Det er forskellige ting, vi hver især reagerer på. Lidt ligesom med kunst. En reagerer på farver, en anden på skønhed. Der er bevægelse og uro. Provokation og formaning. Genklang og bekræftelse. Trøst.

Lige så lidt som vi reagerer ens på kunst, reagerer vi ens på Guds ord. Nogle af os vil gerne stryges med hårene, mens andre nærmest higer efter irettesættelse. Det kan være noget så forskelligt alt afhængig af hvor i livet vi befinder os. Men dybest set er opgaven altid den samme, at fatte ”hvor stor bredden og længden og højden og dybden er” – af Guds kærlighed. Vi kan supplere hinanden ved denne udlodning med hver vore erkendelser, vægtlægninger og målsætninger.

Bibelen gør i denne sammenhæng meget ud af at minde os om foreløbigheden. Det er altid kun udsnit, vi ser, af Gud, af hinanden, af kunsten, af helheden. Der er altid mulighed for yderligere at gå på opdagelse.

Det er jo hemmeligheden ved to, der elsker hinanden, men stedse kan forundres et langt liv igennem. Sådan skal det også være med vores forhold til Gud, det, der skal styrke og opbygge os. Heller ikke der skal vi blive færdige og samtidig skal vi udvise en vilje til at følges ad, en vilje til at lukke Gud ind i vort liv.

Ofte er det et spørgsmål om at lade sig fylde: Stemninger, farver, nærvær, formaning, tryghed, omsorg. Vi har jo hver især vore stjernestunder, om det så er samværet med gode venner, glæden ved et vellykket arbejde, oplevelsen af total harmoni, selvforglemmelse eller hengivenhed – i glimt oplever vi noget af Guds fylde allerede her og nu.

Må år 2012 byde på en del af disse stjernestunder og lad os bruge dem som yderligere motivation for at videregive noget af den styrke, vi selv har modtaget ”i det indre menneske ved hans ånd”.