”Time to say goodbye”

Artikel fra Kirkeblad juni - august 2014


”Du sender din ånd, og der skabes liv” (Sl.104,30)

Der er somme tider nogen, som spørger mig: ”Hvad er egentlig kirkens vigtigste højtid? Er det jul eller er det påske?” Desto mere overrasket bliver vedkommende, når jeg svarer: ”Pinse.”
Det er nok den af højtiderne, som fylder mindst i folks bevidsthed. Der er ikke knyttet nogle særlige folkelige traditioner til pinse på samme måde som til jul og til påske. Man skriver hverken kort eller giver hinanden gaver. Der bliver heller ikke pyntet op til den. Der er heller ikke knyttet den samme forventning til vejret til den i modsætning til julen, hvor vi allerhelst vil have snevejr og påsken, hvor ønsket går på strålende solskinsvejr. Til pinse har foråret og forsommeren normalt godt etableret sig og er forhåbentlig ikke længere nogen begivenhed, fordi vi for længst er kommet ind i de lyse nætter. Det har heller ikke rigtig hjulpet med ”Spis fisk!”-kampagnen, som daværende biskop Jan Lindhardt lancerede for i det mindste på madfronten at få skabt en tradition på linje med flæske- og andestegen til jul og lammestegen til påske. Ideen var ellers rigtig god og skabte jo også en masse omtale for pinsen dengang – men nu er det snart længe siden igen og pinsen kan på ny sove sin tornerosesøvn – ganske uberettiget, som jeg synes.

Pinseunderet beretter om, hvordan apostlene blev fyldt af Helligånden, idet flammer af ild satte sig på hver enkelt af dem, så de pludselig begyndte at tale på andre tungemål, mens der hørtes en kraftig susen som af et kraftigt vindstød.
De sammenstimlede folk fra mange forskellige folkeslag blev forvirret over at høre dem tale på hver deres modersmål. Det var jo mod den sædvanlige erfaring af at sprog og kulturel baggrund altid betyder en meget stor og nærmest uovervindelig barriere.

Denne erfaring kan vi herude i Tingbjerg godt sætte os ind i med de over hundrede forskellige folkeslag, som vi udgør i kvarteret. Både hvad angår barrierer, men så sandelig også hvad angår forståelse af hinanden og den glæde, det skaber. Jeg tænker på et par fra Afghanistan, som lige nu går til dåbsundervisning her i kirken og på deres glæde over en Gud, som betyder frihed og kærlighed fremfor formyn-deri og had: ”Det er rigtig godt!”, plejer de at sige og man kan ligefrem mærke den bevægelse, der går igennem dem og som skaber nyt håb i deres liv på trods af snart fire år på asylcenter og en meget hård tid under Talibanstyret forud for det.

Lige siden er pinse blevet holdt som den fest, der skaber forståelse og fællesskab. Gud overvinder alle grænser: mellem liv og død, mellem kvinder og mænd, mellem racer og kulturer. Hans kærlighed overstråler alt – og den bliver ved med at bevæge mennesker, mod hinanden og mod Gud.

Ofte skildres Helligånden i kirkekunsten som en (freds-)due. Det er et smukt billede på, at Gud og troen netop er en bevægelse hen mod det, som skaber liv. Begynder I at forstå, hvorfor pinse for mig at se er så vigtig en fest?

Den er meget mere end for eksempel pinsekarneval eller den årlige mangfoldighedsfest på Nørrebro. Guds Ånd siger samtidig stop til al åndløshed som undertrykkelse af kvinder og udnyttelse af folks livsdrømme for slet ikke at tale om åndeligt formynderi.
Gud sender sin Ånd og skaber liv. Lad os blive del af denne bevægelse henimod livet!