”En åben dør ind til himlen” (Åb. 4,1)

Artikel fra Kirkeblad maj - juni 2012

”En åben dør ind til himlen” (Åb. 4,1)

 

Ofte er det den omvendte erfaring. Dørene har det med at slå i for os. Relationer, der går i hårdknude. Fremtidsplaner, der går i vasken. Håb, som stille og roligt dør hen. Man glemmer det ikke. Lyden af en dør, der falder i med et brag. Varme og gode ord, der glider en af hænde. Frygten for at stå alene tilbage. Sårbar, nøgen, hudløs. ”Jeg har gjort alting forkert”, er der mange, der tænker, når de løber ind i deres livs lukkede døre. Burde man ikke have været bedre til at spille sine kort, mens tid var?

 

Måske – tanken kan strejfe os alle sammen. Men i virkeligheden er det allerede knap så negativ en tanke, som vi tror. Den fortæller os jo bare, at der netop har været flere muligheder i vort liv end det umiddelbart så ud til – og at det sandsynligvis stadigvæk er tilfældet. Der er alligevel flere åbne døre end vi tror og i hvert fald er der den åbne dør til himlen. I forhold til Gud er der ingen hindringer. Ikke engang døden og heller ikke vanetænkningen kan skille os fra Hans kærlighed.

Det gælder uanset hvad lærde teologer eller præster måtte mene. Ikke mindst i disse uger, hvor der ganske skingert diskuteres indførelse af vielse for homoseksuelle kunne man ellers godt få indtryk af at himlen er mere åben for nogle frem for nogle andre. I en diakonikirke, som tager udgangspunkt i udsatte menneskers liv, er dette en ganske uacceptabel tanke. Ofte er det jo netop anledningen til, at deres liv er gået i hårdknude. Forståelse og indlevelse er blevet erstattet med afvisning og disciplinering.

 

Gud går en anden vej. Den åbne dørs vej, hvor forhindringerne for at mærke kærlighed, omsorg og nærvær ganske bevidst bliver ryddet af vejen.

Det burde kunne mærkes på vore gudstjenester. Prædikenerne er ikke så meget formaninger som et budskab båret af lys og glæde – for at pege mod det himmelske. Mange har været optaget af denne forbindelseslinje mellem himmel og jord, blandt andet Grundtvig, som var meget optaget af østkirkens måde at forstå livet på. Spor af evighed og himmelske øjeblikke - for ham var det kraftkilden til sit enorme virke. Det kunne beskrives som et livslangt forsøg på at finde livs-udtryk eller netop åbne døre, så folk mærkede sig selv som mennesker i vedvarende bevægelse – fra døden til livet.

 

Den åbne dør til himlen – for mig har det været ledestjernen for mit arbejde her i Tingbjerg. Det er ganske bevidst, at det er Hammershøjs billede, der danner forsidebilledet af denne udgave af kirkebladet. Man aner lyset i rummene bagved, men man ved ikke helt, hvad der venter en. Sådan skal det være i mødet mellem Gud og mennesker, men også i de menneskelige møder indbyrdes. Åbenhed, imødekommenhed, men også plads til at udforske hinanden. Kort sagt: at gå ind i hinandens liv og at berige hinanden gennem at gå på opdagelse. Det gælder om at lade sig overraske af, at det i forhold til Gud altid er det andet, nemlig med hjælp af Hans Ånd at lade begrænsningerne bag sig og at bryde op til nye, himmelske horisonter.