Fuglen og den fattige ….

Sådan lyder det i en af de mest ærkedanske høstsang.
Fuglen og den fattige må vi ikke glemme. De skal også have, når laderne er fulde.
I bibelen er det ”enken, den faderløse og den fremmede” man skal sørge for. Det fortælles der om mange gange, også i historien om Ruth, fra det Gamle Testamente.
Ruth er enke. Alle mænd i den nærmeste familie er døde. Hun er alene tilbage, sammen med sin svigermor, Naomi. At der ikke er nogen nære mandlige slægtninge betyder, at der ikke er nogen til at sørge for dem.
Ingen taler deres sag. Ingen har ansvar for dem. De er ikke længere personer. De er udenfor lovens beskyttelse.

Sammen drager de til Naomis hjemstavn, for at finde en mandlig slægtning, der vil påtage sig ansvaret for dem. Men indtil da er de som ”fuglen og den fattige”.
Og de finder en slægtning. Boaz, hedder han. Han giver Ruth lov til at sanke de aks høstfolkene taber. Han giver ovenikøbet sine folk besked om, at hvis ikke der er nok aks der falder af sig selv, så må de hive nogen ud af negene engang imellem. Så Ruth sanker neg, og hvad mere er, hun får lov til at spise sammen med folkene, og drikke af deres vand.
Måske lyder det ikke af meget for os, men er man fremmed, fattig, udelukket fra fællesskabet, så er det stort. Ikke alene bliver hun ikke jaget væk, hun får lov til at samle aks, spise sig mæt, drikke når hun er tørstig, og om natten sover hun på tærskepladsen, sammen med de andre høstfolk.

Og hun er taknemlig.
Lykkelig og taknemlig for at få alt det vi tager for givet. Mad og drikke. Tøj på kroppen. Et sikkert sted at sove.

Historien fortsætter som et eventyr, for Ruth bliver gift med Boaz, og bliver stammoder til kong David, selvom hun er fremmed, fattig og udenfor loven. Og hele eventyret starter med, at hun får lov til at samle de aks op der falder ud af negene, får lov til at tage af overfloden og det, der er til overs af andres rigdom.
Og hun er ikke den eneste. Der er stadig er mennesker der ikke har mad og drikke; ikke har tøj på kroppen; ikke har et sikkert sted at sove.
Også i Danmark. Og vi skal huske dem. Og give. Hvad vi kan. Når vi kan.
Og derfor er indsamlingerne i kirken her i efteråret også til Sognets Menighedspleje, så vi, gennem den, kan være en del af at huske og hjælpe.

Fuglen og den fattige …

Enken og den faderløse …

Flygtningen og den udstødte …

God høst !


Tilde Binger, vikarpræst