"Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig"

Artikel fra Kirkeblad juni - august 2013

Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig

 

Ofte hører og læser man om kirken, at det jo alligevel kun er fem gamle damer, der bruger den og at den med andre ord har udtjent sin rolle. Derfor, så synes den udbredte holdning at være, kan man lige så godt lukke en stor del af dem og så kan de fem gamle koner så fylde op på nogle af de resterende steder. Nu bliver Tingbjerg Kirke foreløbigt ikke lukket og der er heller ikke blot tale om fem gamle damer, der bruger den, så langt fra. De allermest velbesøgte gudstjenester er vores månedlige familiegudstjenester, Ulvetimen, hvor der ofte slet ikke er plads til alle, der vil deltage.

Men bortset fra det, synes jeg netop, at der ligger noget enormt livsbekræftende i, når gamle stadigvæk har lyst til at bruge kirken og ikke er kørt træt i livet. For sådan kunne det jo godt være blevet i løbet af et langt liv: At man ikke længere orkede livets op- og nedture og ligesom havde opgivet. Men hos dem er det modsatte tilfældet. De har gjort sig den samme erfaring med Gud som Jakob i det Gamle Testamente: Man er nødt til at kæmpe videre og må ikke give op. I stedet for må man insistere på Guds velsignelse. Det har sikkert somme tider holdt hårdt for.
 

Men det har kunnet lade sig gøre at komme videre: gennem disciplin, gennem en fast ramme og struktur om livet, gennem sindsro og en særlig kraft, der kom til en, når energidepoterne ellers var brugt op.

Sikke et livsbekræftende budskab og alt andet end anledning til foragt. For det videregiver jo det vidnesbyrd til os andre, som vi så hårdt har brug for: Det er ingen umulighed at holde fast i Gud. Han holder fast i os og vi bærer hver især noget af Hans velsignelse i os. Det er muligt at se Gud og mærke, at han er til og gør forskel – som ”forklædt Gud” i skikkelse af et andet menneske eller i helt unikke situationer. Eller som lidt af begge dele ligesom for Jakob. En nogenlunde hverdagsagtig situation – to mænd i opgør med hinanden – udvikler sig til noget helt særligt og unikt, et møde med Gud.
 

Jakob var egentlig ikke forberedt på sådan et møde og vi andre er det ofte heller ikke. Men hvis vi ikke på forhånd udelukker sådan et møde, men tror på muligheden, ville vi nok opdage lidt hurtigere, hvad vi er ude for.

Det er i høj grad et spørgsmål om tro på den levende Gud, som er til stede midt i livet – pinsens Gud.

Hvad har fået de fem gamle damer og forhåbentlig mange andre til at holde ved? Er det tanken om livets gode møder, med hinanden eller med Gud eller begge dele? Eller tanken om stadigvæk at have noget til gode? Eller blot fortsat nysgerrighed og livslyst, hvilket jo i sig selv er enormt livsbekræftende at tænke på? Eller lidt af det hele, så vi netop med vores liv kan udstråle noget af den velsignelse, som Jakob får stillet i udsigt?

Pinse – det betyder netop at finde spor af Gud i hverdagen og at møde den levende Gud som en ny virkelighed, der forvandler en og giver ens liv vinger – i kirken og i livet udenfor kirken. Tak til alle, der videregiver dette budskab!