Prædiken ved indvielsen af Diakonikirken

Prædiken ved indvielsen af Diakonikirken, 05-09-2010

Tålmodighed og ny livskraft skal være overskriften for min prædiken i dag, illustreret ved den syge ved Betesdadammen. (Det er ikke en parabel om Tingbjerg Kirke og hvor hårdt det har holdt for, at få søsat den som Diakonikirken med det eneste sigte at give den yderligere livskraft).

En sindsoprivende historie.
For det kunne vist dårligt blive værre.

38 års sygdom – hvad det betyder, er der kun ganske få kronisk syge iblandt os, der for alvor kan sætte sig ind i. Som årene går, lærer man vist mest af alt at indrette sig med de begrænsninger, sygdommen har lagt på ens skuldre. Tappert prøver man at få det bedste ud af sit liv – på trods.

Ofte lykkes det forbavsende godt. Mærkværdigvis stiger nænsomheden overfor livet i takt med ens udsathed og skrøbelighed. Man bliver ganske enkelt bedre til at påskønne de glæder, livet trods alt har at byde på.

Men der bliver samtidigt ved med at være det andet: Drømmen om igen at kunne løbe, se, være med på de ”normales” præmisser. Inderst inde opfatter man sig selv på en anden måde – lidt ligesom alle vi, der har opdaget, at årene ikke er gået ubemærket forbi os og som alligevel stadigvæk mærker pigen eller drengen indeni – det kan bare ikke længere ses i spejlet.

Det er menneskets store frihed: At være andet og mere end det, den øjeblikkelige situation foregiver. Det er noget af hemmeligheden bagved den store tålsomhed, vi fra tid til anden skal udvise overfor skæbnen: at vi aldrig helt behøver at flyde sammen med vores uheld, men i det mindste i ånden kan hæve os over dem. Når der er en reel udsigt til forandring, men endda i en udsigtsløs situation. Bladet må vendes engang, så det igen er positiv vækst frem for stilstand eller endda tilbagegang.

Stilstand eller tilbagegang. Man behøver ikke at have megen fantasi for at sætte sig ind i dens syges rolle. 38 års sygdom er virkelig lang tid, når man tænker på, at vores kirke kun fylder 27 i de her dage og i al den tid dannet ramme om mange glæder og sorger i en bydel i stor forandring. Det Tingbjerg, der fandtes i 1983, er en saga blot. Mennesker er kommet og gået.

Ikke blot bydelen er blevet en anden. Også kongeriget og verden har forandret sig med hurtige skridt. Muren er faldet, hvilket paradoksalt nok har bevirket, at mange oplever vores del af verden under pres. En verden, som ikke blot er kommet tættere på, men som også er blevet hurtigere. Internet og mobiler er en selvfølge for de allerfleste af os i dag – sådan var det ikke for blot ti år siden. Det er virkelig gået stærkt og på mange måder er det dejligt, at vi kan nå hinanden hvor som helst når som helst. Desværre har det bare ikke ført til en større nærhed og en bedre forståelse os imellem, snarere tværtimod.

Nå, men tilbage til den spedalske med de 38 års sygdom på bagen. Efter sandsynligheden skulle han for længst have forladt sin egen historie helt uden dens lykkelige afslutning, som den til sidst trods alt fik. Hvem kan holde til så usle kår i så lang tid?

Jeg kom uvilkårligt til at tænke på den mand i Malmø, der havde levet 20 år i sin lejlighed, hvor han var bagbundet det meste af tiden – for ikke at gøre vold på sig selv, som man forklarede undskyldende fra de sociale myndigheders side. Sikke et liv!

Vi andre har fået nok efter nogle få uger med armen i gips og kan blive helt desperate ved den klaustrofobiske fornemmelse det er, aldrig at kunne lægge gipsen bare en halv time fra sig. Eller lægge de snærende støttestrømper, som nogle af Jer gamle skal gå med. Men 20 år bagbundet i en lejlighed i Malmö eller 38 år holdt fast i sygdom – det kræver nok en ganske særlig støbning for virkelig at kunne holde til det. Alene den anstrengelse, det må have kostet, for ikke at udvise bitterhed. Bitterhed overfor skæbnen – naturligvis det, for hvem finder egentlig på sådanne prøvelser og hvad er grunden til, at de rammer, som de gør? – store spørgsmål, som der ikke kan gives helt entydige svar på.

Men jo også bitterhed overfor omstændighederne. Manden i Malmø må altså have undret sig over, hvorfor der i de 20 år aldrig har været nogen, der har sat spørgsmålstegn ved denne praksis, hvis han ellers kunne tænke så langt. Sikkert har det sparet samfundet for mange hjælpertimer, men det har jo været så dybt krænkende for ham, at det halve kunne have været nok.

Prædiketekstens syge kan prise sig lykkelig for, at han ikke har hørt noget om al den snak om fællesskabets og teamenes fortræffeligheder – for det gjaldt i hvert fald ikke ham. Hvordan det må have føltes, får vi andre en lille fornemmelse af, når vi tænker tilbage på, hvordan det føltes, da vi mistede og folk lige pludselig blev meget fjerne i blikket og skyndte sig videre. Det samme med sygdom eller skilsmisse – lige pludselig får man en anelse om, hvad spedalskhed egentlig vil sige. Venner smutter bare uden at sige et ord, selvom man har haft det hyggeligt sammen i årevis.

Fællesskabet kan være godt, men det har så sandelig sine begrænsninger. Begrænsninger, som vores syge – som i øvrigt sikkert ville have frabedt sig denne omklamring, for hvad havde vi gjort, når det kom til stykket? Vi kunne forsvare os med, at vi dog trods alt prøver at sætte os ind i hans liv og vise interesse og medynk og at det trods alt er første skridt. I hvert fald – vores syge kender alt til fællesskabets begrænsninger, for ellers var han jo for længst kommet videre. I stedet stod fol bare sig selv nærmest, når det kom til stykket – og han havde i hvert fald ingen chance.

Hvad får et menneske til at holde ud? Hvad gør, at han overlever sin egen , triste historie og oplever dens oprejsning?

Det må være et håb om, at det aldrig er for sent. Og vigtigere endnu – en erkendelse af, at den mellemliggende tid ikke er spildt tid. At det trods alt giver mening at leve med håbet frem for blot at opgive. I det øjeblik, men fuldstændig falder hen og overgiver sig, er løbet næsten kørt. For så mærker man alt det ubehagelige dobbelt tungt: Fugten, trængslen, lugten af sygdom og alt det andet dårlige, der kan tage pippet fra enhver.

Men sådan er det ikke for vores syge: Han bliver ved med at kunne se sig selv i et andet og bedre liv, holder ud og når at tænke mange tanke i de mange mellemliggende år. Tanker om liv og død, om glæder og sorger, som vi til syvende og sidst alle sammen er nødt til at tænke, vil vi komme gennem livet med skindet på næsen.

”Vil du være rask?” – spørgsmålet må have ramt ham som en kølle. Helt ærlig. Hvad ellers?

Det kunne jo også være, at han så meget var groet fast i en eller anden ”offerrolle”, at være den oversete, den som livet altid går forbi, de andres dårlige samvittighed, at han slet ikke var interesseret i en forandring.

”Vil du være rask?” – det er det spørgsmål, vi alle sammen skal stille os, når vi rammes af modgang. Vil vi virkelig en forandring eller har vi opgivet for længst og nærmest nyder, hvor skidt vi har det?

Selv det er jo forresten del af vores overlevelsesmekanismer i en svær tid. For så er der trods alt også indhold i en ganske meningsløs situation, noget at gå op i og det er jo slet ikke så dårligt endda.

Men ægte oprejsning forudsætter viljen til forandring – eller i det mindste en længsel efter det.

”Vil du være rask?” – Om han vil! De 38 års ventetid har ikke ladet ham glemme, hvad han gerne ville. Endelig er der en, der ser ham i sin nød, endelig er der en, der tager hånd om ham.

”Rejs din båre og gå!” – vores syge tøver ikke et øjeblik. Ikke noget med at harcelere over alt det, han er gået glip af i de mellemliggende år. Han er parat til at kaste sig ud i livet.

Er vi?

Det er et spørgsmål om tålmodighed og om evnen til at se forandringens mulighed gennem Jesus Kristus, Vorherre.

Amen.

Ulrich Vogel, sognepræst indtil 2015