"Kærlighed er ikke for kujoner!"

Artikel fra Kirkeblad marts - maj 2013

”Kærlighed er ikke noget for kujoner!”

 

Det var til en sindsro-andagt i Diakoniens Hus. Sætningen stammer fra en af de mange rådgivere om, hvordan man skal tackle sit liv og her i særdeleshed kærligheden. Som regel bliver man interesseret i den slags bøger, når noget er gået skævt. Når det parforhold, der har været omdrejningspunkt i ens liv, ikke længere fungerer eller man allerede er gået hver til sit og nu sidder med sine bristede drømme og forventninger. Hvad kunne man have gjort anderledes? Hvor er den kærlighed blevet af, der engang betød nærmest alt for en?

”Kærlighed er ikke for kujoner!” – bagefter kan man ofte udmærket godt se, hvad man burde have gjort på en anden måde og hvordan mange misforståelser kunne være blevet undgået, hvis man havde været tydeligere overfor hinanden, mens tid var. Det gælder for resten Ikke blot i et parforhold, men også i relationen forældre til børn, på en arbejdsplads eller også blandt venner. Havde man dog turdet på en anden måde. Det er så ødelæggende at lukke tavsheden ind i sit liv og at lukke af overfor hinanden, for tavsheden har det med at brede sig. Alligevel bliver det ofte sådan, fordi man føler, ikke at blive hørt. Fornemmelsen af at det hele er lige meget. Lysten til at stikke halen mellem benene og i sidste ende måske endda at gå sin vej. Ofte er det forbundet med sorg og sår. Foruden at historien har det med at gentage sig selv, når vi aldrig tager konflikterne op. For så er de der igen, det nye sted, i den nye relation – er man først kommet ind i den dårlige vane med at løbe bort fra problemer fremfor at se dem i øjnene og tage dem op, sker det om og om igen.

 

Derfor kunne det være et forsøg værd at gå den anden vej og ikke at være nogen kujon, selv om det umiddelbart kan virke anderledes krævende og ganske uoverskueligt. Men i virkeligheden er det jo et spørgsmål om ikke at afskrive hinanden på forhånd, men at prøve at nå ind til hinanden. Har man først prikket hul på tavsheden og lukketheden, er der forudsætning for den gode forandring.

 

Egentlig kunne overskriften også være en overskrift for påskens begivenheder. De er jo en lang fortælling om, at Gud godt tør. At han ikke viger tilbage fra det, der gør ondt og virker meningsløst, men at han ganske bevidst går ind i det, tager det på sig – og, vigtigst af alt, forandrer det. Han kunne sikkert godt have valgt en anden vej for Jesus. Kunne have holdt ham fri af modsætninger og beskyldninger, af had og forrædderi. Men hans kærlighed er netop meget større end en kujons kærlighed. Han går ind i vort mørke med nøjagtig den samme udsathed som alle vi andre, men overgiver sig ikke til den. Efter tre dage i dødens og mørkets land er han levende igen. Med sit mod tager han kampen op mod døden og besejrer den – for vores og livets skyld.

 

Kærligheden er ikke noget for kujoner! – må vi have mod og kraft til at kæmpe for alt, vi har kært, i vished om at Gud er hos os alle vore dage.