"Længsel efter liv"

Artikel fra Kirkeblad december 2014 - februar 2015

"Længsel efter livet”

Noget af det smukkeste, jeg ved, er menneskers længsel efter liv. Denne evne til fortsat
at kunne drømme. Dette ønske om ikke at ville affinde sig med tingenes tilstand. Denne
forventning til livet, der fortæller noget om, at man stadigvæk synes at have noget til gode.
Deri ser jeg den store livskraft, som bor i os alle.

Den, der længes efter noget, er som en, der drømmer – om en anden og en bedre verden.
Det er disse drømme, der igen og igen forandrer verden – også der, hvor den umiddelbart
synes uforanderlig eller som i disse måneder med alle dens internationale konflikter virker
som om den udvikler sig i den forkerte retning. Den, der drømmer, ridser fremtidsbilleder op
for sit indre, som rækker ud over øjeblikket.

Samtidig ser jeg også noget andet. At der alt for ofte er et alt for stort gab mellem drøm
og virkelighed. Så stort et gab, at folk i det store og hele holder op med at drømme. Giver
op. Pakker sammen i overført og bogstavelig forstand. Ikke længere tror på at forandring er
mulig. Bagved er der en lang række af krænkelser og nederlag, der indeholder en uendelig
smerte over alt det, der aldrig blev til noget: Det menneske, som ikke interesserede sig for
mig. Den nybegyndelse, der ikke blev til noget. Eller Gud, som aldrig viste sig for mig på
den måde, som jeg drømte om.

Tingbjerg er en bydel med sine egne love og erfaringer – på godt og på ondt. Vi holder alle
af landsbystemningen og nærheden, som vi ikke synes at kunne finde så mange andre
steder. Men samtidig har mange af os også prøvet det andet: At der ikke rigtig sker noget.
Vaskemaskiner, som aldrig bliver ordnet, anmeldelser om kriminalitet, som ikke bliver fulgt
op, tomrum, der bliver fyldt ud af de forkerte mennesker, uden at det afføder en nævneværdig
reaktion.

Ofte slår det mig, hvor svært drømmene derfor har det herude. Hvor indgroet nogle strukturer
er blevet, så man knap nok registrerer dem længere – også for at kunne holde det ud.
Først når man kommer uden for bydelen og ser, at livet også kan være anderledes, undrer
man sig på ny: Over at verden kan være så stille, over tingene, der blot fungerer, som man
forventer det – ingen af os herude vover at drømme umulige drømme, men selv de mest
almindelige ting såsom almindelig retssikkerhed og sober sagsbehandling er desværre ikke
så almindelige i vores bydel. Vi hører om statistikker, der jævnligt påpeger, at det går fremad
for Tingbjerg – mit indtryk er, at folk er holdt op med at foretage anmeldelser, fordi det alligevel
ikke fører til noget og så er det jo ingen kunst, at tallene tager sig pænt ud.

I en af julesalmerne, som vi har fået fra England, hedder det om det nyfødte Jesus-barn i
stalden: ”Hilset, vær du, svar på længsel!” (DDS111,4) – en formulering, der altid har fascineret
mig. Hvordan kan et lille barn være det?

Måske først og fremmest fordi det fuldstændig sprænger alle vanlige strukturer og forestillinger
om hvordan det forholder sig med Gud og mennesker. Der er ikke noget høj og lav,
rig og fattig, fremmed eller indfødt i juleevangeliet, men mennesker med en længsel efter liv,
der bliver besvaret ved, at Gud begiver sig i vore hænder og beder os om at passe på Ham
og på livet. Det får mig til at tænke på Nordahl Griegs ”Kringsat af fjender”: ”Dette er løftet
vort fra bror til bror: Vi vil blive gode mod menneskenes jord. Vi vil ta vare på skønheden,
varmen, som om vi bar et barn, varsomt på armen.”

Lad os turde drømme igen – for os selv, for vores kirke og for vores bydel.