"Længsel efter liv"

Artikel fra Kirkeblad marts - maj 2015

"Påske og Pinse”

Det er to af kirkens tre store højtider vi har i den periode dette kirkeblad gælder. Påske og Pinse. Men før vi når så langt, skal vi igennem fasten. Vi skal forberede os.

Og når man forbereder sig i kirken, er det – naturligvis – med bøn og lovsang, men også med bod og faste.

Ligesom vi tæller ned til julen i adventstiden, der er faste- og bodstid, starter påske også med at vi tæller ned, med fastetiden.

Selve fasten starter med fastelavn. Det er en forvanskning af ”Faste-aften”, der i gamle dage blev holdt, ligesom vi holder juleaften – men uden gaver.

Det var fest og overflod. Masser af mad og masser af gøgl og løjer, for når fasten først kom igang, var det slut med kød, mælk, mælke-produkter og æg. Det måtte man slet ikke spise i faste-tiden.

Fasten varer 40 dage. Det gør den, fordi vi mindes Jesu faste, der varede 40 dage. Og det er også en erindring om jødernes første påske, der førte til 40 års vandring i ørkenen.

For jødernes påske blev vores påske.

Og den dag vi kalder skærtorsdag, er den dag, hvor Jesus holdt (jødisk) påskemåltid med sine disciple. Det måltid vi husker, hver gang vi fejrer nadver i kirken.

Påsken minder os om, at Gud var menneske. At han levede og døde, som mennesker gør. Men også at han stod op fra de døde. I det, der lignede et nederlag, vandt kærligheden, og død og mørke tabte. For evigt.

Den næste store højtid er Pinsen. Den handler om Helligånd og ånde, vind og liv.

Og Pinsen er ligesom Helligånden. Svær at få at se. Svær at få greb om. Svær at begribe.

Skal vi alligevel forsøge, så er blæsten et godt sted at begynde, for på de sprog bibelen oprindeligt er skrevet, bruger man et og samme ord for ånd, ånde og blæst, og på dansk er ”ånd” og ”ånde” (som i åndedræt) også det samme ord.

Helligånden og vinden har det til fælles, at man kun kan se det, de fører med sig.

Helligånd og ånde(dræt) har det til fælles, at vi ikke kan leve uden.

Dengang det hele begyndte, svævede Guds Ånd over vandene. Bagefter blæste Gud livsånde ind i det første menneske, så den lerklump han havde formet, blev en levende sjæl.

Og den første pinse, dengang apostlene sad i Jerusalem, bange og ulykkelige fordi Jesus ikke længere var iblandt dem, kom Guds Ånd med nye ord og en ny prædiken. Den blæste al deres angst og usikkerhed væk, og gav dem nye sprog, så de kunne fortælle det gode budskab om Jesus Kristus til mange folkeslag. Og Helligånden gav dem også modet til at gøre det. Og det er fordi Guds Ånd blæste, at vi er her. Det er fordi Guds Ånd blæste, at der er kirke.

Guds Ånd blæser stadigvæk. Og den gør at vi, også i dag, kan være en kirke af levende
stene, med liv og sjæl, at vi kan prædike frit og give hinanden livsmod og glæde.

Vi kan ikke se den, men den er der. Hele tiden. Og den har været der til alle tider.


Historien om den første pinse kan du læse i det Nye Testamente : Apostlenes Gerninger, kapitel 2.