Så høj som himlen er over jorden

Artikel fra Kirkeblad november 2012 - januar 2012

”Så høj som himlen er over jorden”
 

Mens jeg skriver min artikel, som egentlig skal rumme tanker og stemninger, der skal strække fra Allehelgen over jul og ind i det nye år, er sommeren for en sidste gang kommet tilbage. Eller skulle jeg rettere skrive er kommet? For den har vi jo ikke set så meget af i år og mange vil sikkert ligesom jeg synes, at man slet ikke føler sig rede endnu til igen at skulle tænke på den mørke årstid. Derfor er det jo ekstra godt, at vi her først i oktober endnu engang har kunnet tage sommertøjet frem. Og glæde os over den høje himmel, der er så typisk for årstiden, siden solen står i en lavere vinkel. I salmernes bog findes der et vers, som jeg umiddelbart forbinder med årstiden: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham.”

Jeg tager mig i, at jeg alt for ofte glemmer, hvor meget jeg har brug for åbne vidder og de store horisonter. Alt for ofte er jeg som så mange andre bare inde i møllen. Tingene skal løses i den rækkefølge, de falder for og somme tider har jeg ikke engang indflydelse på, hvad det er, der trænger sig på. Men lige pludselig bliver jeg så mindet om det: Det velgørende ved at kigge udover vandet. Eller ud over et kuperet landskab. Eller mosen med de mange fugle. Det er så velgørende, rent optisk ikke straks at løbe med blikket ind i en mur. Men det betyder også noget rent mentalt: At troen rummer en vidde og en horisont, der spejler noget af Guds rummelighed.

Jeg behøver ikke at lave om på mig selv. Der er heller ikke brug for albuer, for at gøre opmærksom på sig selv. Jeg kan bare være til og vælger selv, om jeg vil placere mig midt i billedet eller putte mig i et hjørne, om jeg vil stå på en bakketop eller gemme mig i en dal, hvor vinden ikke kan flå i mig - ikke sjældent skifter det alt efter humør og livsomstændigheder.  Det allervigtigste er, at der er plads. Til hver eneste af os. Vore tanker og overvejelser. Vore glæder og begrænsninger. Alt bliver omsluttet af Guds kærlighed. Vi skal mærke hans barmhjertighed.

Jeg mærker altid en særlig fred og ro, når jeg kigger ud over vandet eller et landskab, som ikke er bygget til med huse. Der sker noget med mig, når jeg bliver mindet om, at der er plads omkring mig, selvom jeg somme tider oplever mit liv som trangt og tungt. Det er som om jeg får nyt livsmod. Som om jeg på ny kan hænge samme. Hvad får Jer andre til at hænge godt sammen? Hvor fornemmer I vidde og store horisonter i Jeres liv? Og er I altid lige gode til at tage oplevelserne med Jer og værne om dem?

Hver især har vi vores særlige øjeblikke, hvor vi kan fornemme, at der er højt til loftet og hvor vi kan trække vejret frit. Men samtidig er vi også fælles om store historier, der knytter os sammen og i fællesskab minder os om, at verden stadigvæk kan forandres og blive ny igen. Ligesom juleevangeliet om barnet Jesus, der fødes i en stald i Betlehem, så himlen rører ved jorden og englene synger deres evige lovsang: ”Så høj som himlen er over jorden, så stor er hans nåde mod dem, der frygter ham.”