”Time to say goodbye”

Artikel fra Kirkeblad marts - maj 2014


”Time to say goodbye”

Det er sjovt med musik. Somme tider går den lige til hjertet, mens den andre gange blot indgår i den kulisse af forskellige lyde, der i dagligdagen omgiver os, men som egentlig ikke registreres særskilt og blot er med til at forme livets puls. Et af de stykker musik, som jeg har et helt særligt forhold til, er ”Time to say goodbye” med sangeren Andrea Bocelli. Jeg husker stadigvæk første gang, jeg hørte det på strandpromenaden i Vesterland på øen Sild en sensommerdag i skæret af den ildrøde, varme aftensol, der varmede ens hud, mens den lette brise fik det til at dufte af sommer og hav. Dernede plejer man stadigvæk den lidt gammeldags tradition med kurkoncerter. Pludseligt blev det mit stykke, som blev fremført så smukt og inderligt, at man helt automatisk fik tårer i øjnene: over musikkens skønhed, over at sommeren snart ville være over, over livets gode møder, over drømme, der gik i opfyldelse eller ikke gjorde det og over skuffelser, som blev skyllet bort i bølgernes vedvarende bevægelse: ”Time to say goodbye”.

At sige farvel – det er bestemt ikke det, jeg er bedst til. Jeg tilhører dem, som helst vil holde fast – ved mennesker, ved ting og ved oplevelser. Sådan må det også have været for Lots kone. Hende hører vi om i første Mosebog i forbindelse med historien om udslettelsen af byerne Sodoma og Gomorrha – to byer, der havde vendt sig fra Gud og derfor skulle straffes i bedste gammeltestamentlige stil. Men selv i denne historie er der gemt noget håb. Gud lover Lots familie at redde dem, men kun under én betingelse: ”Se dig ikke tilbage!” Er det sådan, vi andre skal prøve at tage afsked? Lade ting ligge i erkendelse af, at de jo alligevel ikke bliver anderledes, hvorimod vi stadigvæk kan forme vor fremtid?

Ofte kræver det tid og mange ord og tanker, før man virkelig har fordøjet, hvad man har været igennem. Men så skal vi heller ikke lade os lamme af alt det, som er overgået os, men må give os lov til at se fremad. Lots kone derimod kunne ikke lade være med at se sig tilbage og blev til en saltstøtte – hun kunne ikke slippe fortiden. Men vi? Vil vi virkelig glemme såvel nutid som fremtid? Naturligvis har vi lov til se tilbage på alt det gode i forhold til familie, til venner og til arbejdspladsen, som man efterlader sig og som ikke kan tages fra en. Disse fine holdepunkter for et liv, som lykkedes, er der altid brug for – lidt som at bladre i et gammeldags fotoalbum.Men så er det samtidigt også befriende at kunne se fremad og bruge kræfter på at forme det, der venter forude med fornyet energi og nyt mod i stedet for at lade sig tynge af gamle historier.

”Time to say goodbye” behøver derfor ikke kun at være fuld af vemod og minder, men rummer mindst lige så meget forventning og nysgerrighed overfor fremtiden. ”Se dig ikke tilbage!” eller: ”Altid frejdig!”

Lige nu ligger sneen over landskabet og kulden er kommet tilbage. Men snart er foråret kommet alligevel. Dagene er allerede blevet tydeligt længere. Og livet skal leves med fortrøstning og glæde – hver eneste time!