"Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig"

Artikel fra Kirkeblad september - november 2013

Vort hjerte er uroligt, indtil vi finder hvile i dig

Hvor er det fascinerende at tænke på, at mange af de spørgsmål, som vi nutidige er optaget af, også har berørt vore fjerne forfædre og – mødre.

En indre uro, en længsel efter at høre til, en indre rastløshed – vi tror, at det må være en af vor tids problemstillinger, der skyldes det hurtige byliv med internet og smartphone, så vi nærmest er på hele døgnet. Eller at det hænger sammen med de mange splittede relationer, som mange af os indgår i.

Men i virkeligheden er det åbenbart noget, der ligger dybt i os mennesker længe før man havde kloge diagnoser på alt. For over-skriften stammer fra Augustin, en af kirkens berømte kirkefædre, der levede fra 354-430 og altså meget længe før vores tid med al dens stress og jag. Ikke desto mindre var der allerede den gang denne fornemmelse af for meget: For meget larm og for meget distraktion, for meget pillen navle. Mange søgte i ørkenens stilhed og levede som eneboere. Også det kan vi jo genkende fra vort eget liv: Ønsket om at lade verden passe sig selv og trække sig tilbage til egne, hvor man fornemmer sig selv i balance – mange af vores feriedestinationer opfylder lige præcis disse behov. Det er sjovt at tænke på: Hele vores moderne feriekultur kunne betegnes som en kollektiv eremitbevægelse – med mindre altså vi vælger druk og grisefester og det kan der selvfølgelig også ligge noget afslappende i.

”Vort hjerte er uroligt, indtil vi finder hvile i dig”.

Jeg føler mig altid styrket og trøstet, når jeg opdager, at de pro-blemstillinger, som jeg sidder med i mit liv, slet ikke er så besyn-derlige, som de nogle gange kan virke som. Sådan er det jo også, når man læser i Bibelen. Genkendelsens glæde ved at der er andre, der oplever tingene på samme måde. Andre har glæde af selv-hjælpsgrupper, som jo heller ikke blot nøjes med, at man fortæller hinanden sin livshistorie, men netop også i fællesskab får øje på nye horisonter.

Kirkefader Augustin var biskop. Hans fornemste opgave var det at vejlede præster og menigheder i det område, han levede i. Ingen nem sag, selvom der måske var lidt mindre administration dengang end i dag. Men en opgave, hvor man hurtigt kunne miste fokus. Sådan som vi hele tiden mister fokus og kan føle os som et blad, der flyder i en bæk, uden selv at må bestemme retning. Augustin er overbevist om, at vi er skabt til Gud. At målet for vort liv må være fred og hvile i Gud.

Hvilket smukt perspektiv i en urolig verden! Et godt fingerpeg om hvad der er vigtigt – og hvad det ikke er. Jens Rosendal tager trå-den op i en af de salmer, vi ofte synger i kirken, ”De dybeste lag i mit hjerte”. I det sidste vers skriver han: ”Så mød mig en skabel-sens morgen her midt i mit goldeste land, og knus mig i selviskheds ørken, skab du så som Skaberen kan. At uro kan vendes til glæde, min længsel til det, jeg formår: at rejse mig ny skabt og leve på jorden, mens dagene går.” (DDS 28,6)